logo
Til lejeBook fremvisningInformationOm os

Information

Lejevilkår

LEJEBETINGELSER for leje af opbevaringsrum


  • Det lejede

1.1: Lejer får ved nærværende aftale ret til i en nærmere aftalt lejeperiode at opbevare gods i et nærmere angivet rum.

1.2: Leje af rum og opbevaring af gods sker på de vilkår, som fremgår af nærværende betingelser, samt af den individuelle lejeaftale.


  • Benyttelse af det lejede:

2.1: Det lejede må kun anvendes til opbevaring af tørt gods.

2.2: Der må ikke opbevares brandfarligt, miljøfarligt, eksplosivt gods, herunder fyrværkeri eller andet skadeligt gods. Der må ikke opbevares madvarer eller letfordærvelige eller ildelugtende produkter. Der må ikke opbevares nogen former for dyr i det lejede.

2.3: Lejer er ikke berettiget til at foretage ændringer af nogen art i det lejede.

2.4: Enhver brug af åben ild, herunder rygning er strengt forbudt på hele området. Overtrædelse heraf vil medføre øjeblikkelig bortvisning.

2.5: Lejer har ingen fremlejeret og ingen afståelsesret.

2.6: Lejer har ikke ret til at lade tredjemand benytte det lejede uden udlejers skriftlige samtykke.


  • Forsikring

3.1: Alle forsikringer vedrørende det opbevarede gods skal tegnes og betales af lejer. Det opbevarede gods er ikke omfattet af en af udlejer tegnet forsikring.


  • Lejers ansvar 

4.1: Opbevaring af det lejede sker udelukkende på lejers regning og risiko. Udlejer foretager ikke besigtigelse af det gods, der ønskes opbevaret i containeren inden lejeforholdets start og er ikke bekendt med standen heraf, hvorfor det understreges, at det er lejers fulde risiko, at det opbevarede er i en sådan stand og er af en sådan art, at det tåler opbevaring i container. Skader af enhver art på det opbevarede er alene lejers risiko. Udlejer er endvidere ikke ansvarlig for tab eller gener i øvrigt, som påføres lejer som følge af brand, tyveri, hærværk, skadedyrsangreb, vandskade mv.

4.2: Lejer er erstatningsansvarlig for skader på det lejede og udlejers ejendom i øvrigt i det omfang skaden kan henføres til lejer selv eller andre, som lejer har givet adgang til det lejede. Lejer er erstatningsansvarlig overfor tredjemand, såfremt lejers opbevaring af genstande forårsager skade på andre lejeres genstande.


  • Adgang til og tilsyn med det lejede

5.1: Lejer har adgang til det lejede rum i den af udlejer til enhver tid fastsatte åbningstid.

5.2: Udlejer er berettiget til uden varsel at ændre åbningstiden.

5.3: Lejer har ved indgåelsen af nærværende aftale fået udleveret 1 stk. kode til hovedindgangen. Lejer er forpligtet til at opbevare koden forsvarligt og således at tredjemand ikke gøres bekendt hermed. Herudover køber lejer af udlejer 1 stk. hængelås med 2 stk. nøgler til aflåsning af det lejede rum. Hængelås skal købes af udlejer og bliver herefter lejers ejendom.

5.4: Udlejer er berettiget til at skaffe sig adgang til det lejede rum når forholdene kræver det, herunder hvis der opstår fare for skader eller lækage. Udlejer har ligeledes ret til adgang til det lejede efter 7 dages forudgående skriftligt varsel overfor lejer med henblik på at foretage eftersyn, reparation, vedligeholdelse mv. af det lejede.


  • Lejens størrelse, betaling og regulering

6.1: Lejens størrelse fremgår af den individuelle lejeaftale. Der opkræves ved lejeforholdets start en måneds forudbetalt leje. Lejen betales månedsvis forud og forfalder hver den 1. i måneden. Der udsendes ikke særskilte lejeopkrævninger. Lejer er forpligtet til at indbetale lejebeløbet ved forfald, uanset om lejer har modtaget opkrævning og lejer opfordres til at tilmelde lejebetalingen PBS. 

6.2: Ved for sen betaling pålægges et rykkergebyr på kr. 100 pr. rykker og der beregnes renter i henhold til renteloven. 

6.3: Hvert år den 1. januar reguleres uden særskilt varsel den til enhver tid gældende leje med minimum 3 %. Reguleringen beregnes af den umiddelbart før reguleringen gældende månedlige leje. 


  • Lejers misligholdelse

7.1: Er betaling af leje forsinket med mere end 14 dage har udlejer ret til at forhindre lejers adgang til det lejede og til hovedindgangen. Udlejer fremsender efter 7 dages forsinkelse med betaling af lejen skriftligt pr. sms eller e-mail betalingspåkrav til lejer med meddelelse om, at adgangen til det lejede mv. spærres og lejemålet ophæves, såfremt skyldig leje ikke er betalt senest 14 dage efter modtagelsen af sms’en/e-mailen. 

7.2: Såfremt lejeaftalen ophæves af udlejer er lejer forpligtet til at betale leje indtil lejer har fjernet alt opbevaret gods fra udlejers lokaler samt har ryddet og rengjort det lejede og afleveret samtlige nøgler mv. til udlejer.

7.3: I tilfælde af lejers misligholdelse af nærværende lejeaftale har udlejer tilbageholdsret i gods, der opbevares på misligholdelsestidspunktet. Tilbageholdsretten udøves til sikkerhed for ethvert krav som udlejer måtte have overfor lejer, herunder renter, gebyrer og øvrige omkostninger, udlejer måtte have afholdt i anledning af misligholdelsen.

7.4: Det aftales samtidig med indgåelsen af nærværende lejeaftale, at gods, der opbevares i det lejede rum på tidspunktet for udlejers spærring af rummet, overgives i håndpant til udlejer og at udlejer samtidig hermed meddeles uigenkaldelig fuldmagt til at bortsælge det opbevarede gods og anvende det indkomne provenu til dækning af ethvert krav udlejer måtte have mod lejer, jf. pkt. 7.3. Såfremt de med et salg forbundne omkostninger ikke skønnes at kunne dækkes af den forventede salgssum eller såfremt salg ikke kan finde sted inden udlejers omkostninger til at opbevare lejers gods må skønnes at overstige den forventede salgssum, er udlejer dog berettiget til at bortskaffe genstandene. 

7.4: Salg eller bortskaffelse i henhold til pkt. 7.4 kan først finde sted 3 uger efter, at skriftlig meddelelse er afsendt til lejer om, at det opbevarede gods vil blive solgt eller bortskaffet, såfremt det skyldige beløb til udlejer ikke forinden er blevet betalt. 


  • Opsigelse

8.1: Lejeaftalen kan af lejer opsiges skriftligt med 1 måneds varsel til udgangen af en måned.

8.2: Lejeaftalen kan af udlejer skriftligt opsiges med 1 måneds varsel til udgangen af en måned.


  • Fraflytning og aflevering af det lejede rum

9.1: Ved lejeaftalens ophør skal det lejede afleveres ryddeliggjort og rengjort i samme stand som ved indflytningen og ulåst. Er det lejede ikke ryddet og rengjort efter lejers fraflytning er udlejer berettiget til at iværksætte tømning og rengøring for lejers regning. Udlejer er endvidere berettiget til at sælge eller bortskaffe efterladte effekter. Lejer er forpligtet til at betale leje indtil det lejede er ryddet og rengjort og nøgler er afleveret til udlejer.

9.2: Såfremt det lejede rum ikke ved fraflytning afleveres i samme stand som ved indflytningen er udlejer berettiget til at istandsætte det lejede rum for lejers regning. Lejer er forpligtet til at betale leje i istandsættelsesperioden.


  • Øvrige bestemmelser

10.1: Det er forbudt at fjerne de udlejer tilhørende rullevogne, palleløftere mv. som udlejer stiller til rådighed fra ejendommens område.

10.2: Hunde og dyr må ikke medbringes i det lejede eller på udlejers ejendom i øvrigt.

10.3: Adresseændring og ændring af telefonnr., e-mail adresse mv. skal straks meddeles til udlejer. Meddelelser som udlejer sender til den seneste af lejer oplyste adresse, er altid gyldige og bindende for lejer.

10.4: Affald, der efterlades af lejer i det lejede eller på det øvrige område under eller efter lejeperioden, vil blive bortskaffet for lejers regning.

10.5: Lejer giver ved indgåelsen af nærværende lejeaftale udlejer ret til at fremsende skriftlige meddelelser til lejer pr. sms eller e-mail samt i øvrigt at kontakte lejer pr. sms og e-mail.



Lejer erklærer ved underskrift på nærværende lejebetingelser, at jeg har gjort mig bekendt med ovennævnte lejebetingelser og at jeg accepterer disse som en del af lejeaftalen.

logo
© LagerBoxFyn2026 | CVR NR 28500157
PrivatpolitikVilkårKontakt os
tanja@lagerboxfyn.dk+45 22 44 05 33
Powered bySharefox